gaa-i-psykoterapiSkrevet af Pskoterapeut & Parterapeut Mads Vang Christensen

Det at gå i terapi, er sjældent fordi man er syg i potten, men fordi man er blevet klar over, at det liv man lever, ikke er næringsrigt nok.

En bevidsthed om at tingene køre som et lyntog, et hastværk der gør, at man kommer for langt væk fra sig selv.
Langt de fleste har nået, det de troede var livet, fint hus, dejlig partner, bil, et godt arbejde, søde børn, skiferie om vinteren. Rammerne er i orden, der mangler ikke noget. Ikke når det drejer sig om de materielle gode og alt det der kan måles og vejes.
Jagten på alt disse goder, er gået gennem hårdt arbejde og dygtiggørelse af faglige kompetence, som udbetales i gode danske købekroner. Det man var et helt liv om at få, for blot år siden, i vores forældres og bedsteforældres tid, kan erhverves i dag, i en alder af bare 25 år. Og hvad så ??? var det det? Er det livet? Man ved at man burde være glad, lykkelig og ikke mindst taknemmelig. En skyldfølelse kan komme snigende, for alt hvad man mærker, er tomhed og meningsløshed.
En snigende desperation, over ikke vide hvad vej, der fører mod bedre tiden. En tristhed overskygger det hele, og det der skulle være den brede farvepalet, er en grå masse.
Man er blevet tilskuer til sit eget liv, det er lige før man kan høre sig selv svare monotomt ude for sig selv, til det der nu taler til en.
Andre nægter helt at mærke disse snigende signaler, de bliver til lykkejægere, skifter fokus hele tiden, tager hele tiden nye udfordringer, nye jobmuligheder, ikke noget med fast parforhold og børn, nye partnere, ny bolig, fester og tempo. De tør ikke slippe ungdommens rus, tør ikke at vælge noget fast, og når at skifte alting ud, inden det knytter bånd og afhængighed.

Dem der vælger at gå i terapi, er som sagt dem der har bevidstheden om de manglende følelser og som ønsker at finde mening med deres liv. Det er dem der ved, at der er brug for en, der kan se på det, de ikke selv ser. En der kan hjælpe dem med, at fastholde dem, i ikke at flyde med strømmen, ikke fortsætte med at køre med autopilot.
En terapeut som har roen og overblikket og som tør at stille sig både åben og nysgerrig, til at se på hvad der sker og hvad der ikke sker, i disse menneskers liv.
En terapeuts opgave er som ofte, at hjælpe til med at livet kan leves og ikke spilles. Mange har et ”som om liv” de gør hvad de tror, de skal gøre og hvad der forventes af dem, hvad andre tænker, er det rigtige. Et liv bygget på forestillinger om det gode liv, og de forestillinger vi bliver præsenteret for i medierne, film og reklamerne er blevet vores rollemodeller, for hvordan, vi skal leve livet.
Dette er dog ikke livet, livet er her og nu, fortiden eksisterer ikke mere og fremtiden er en illusion.

Det er temmelig bekosteligt at gå i terapi, for hvis der skal forandring til, så er det nødvendigt en fastholdelse i det liv, der skal fremkomme, og det betyder en gang om ugen. Men gevindsten for denne investering, skulle meget gerne give afkast, i alt det man ikke fik sat følelsesmæssigt pris før, nu giver sit afkast med renter. Det er ofte i terapi lidt ligesom, når man efter et traumatisk chok, får livet sat i perspektiv, meget er ikke længere en prioritering, men en ligegyldighed. Det at få luet ud i ligegyldighederne og bekymringerne, som ofte kun forgår i sindet, og det´, der betyder noget, er at være tilstede lige nu og nyde det som er, med alle dets nuancer.

Som jeg ser det, er der to måder at finde glæde og lykke på. Det ene er at fremhæve alt det smukke og skønheden i vores omgivelser. Den anden er at fjerne alt der skygger for dem.
Dette kan desværre ikke ske af sig selv, da vi kun ser det, vores øjne har lært at se.